Vi synes egentlig det kunne være hyggeligt, at have en gæstebog til brylluppet, men samtidig ved vi også godt, at det kan være svært at få alle gæster til at skrive i bogen.
Samtidig synes jeg også altid, det kan være svært at finde på noget at skrive i gæstebøger, så vi fandt på idéen med at lave én personlig side pr. gæst.
De blev lagt på hvert bord i løse ark, så gæsterne kunne udfylde deres side løbende.
I virkeligheden var det lidt held i uheld, da den oprindelige idé til at sætte siderne sammen mislykkedes, og vi simpelthen ikke havde tid til at finde på en ny. Det viste sig, at det var en rigtig god ting, at de ikke sad sammen, og de var emne for mange af samtalerne i løbet af aftenen.
Jeg tror faktisk at vi ender med at lægge dem i en æske i stedet for at sætte dem sammen nu.
Vi startede med at lave en liste over alle gæsterne, og fandt så på et dilemma for hver gæst. Dilemmaerne er personlige, og indeholder ting, som vi ved personen enten elsker eller hader.
Vi fik rigtig mange tilbagemeldinger på, at det var svært, men også virkelig sjovt – og som prikken over i’et gav det sjove samtaler med sidemanden, og de kunne derfor lære hinanden at kende på en anden måde.
Så var det bare at finde ud af, hvad der ellers skulle stå. Der blev det til det bedste minde, en sætning, der skulle færdiggøres, et godt råd, en superheltekraft og en hilsen.
Man kan bruge powerpoint til at sætte siderne op – det gør det væsentlig nemmere end i eksempelvis word.
Alt i alt var det en virkelig stor succes til festen, og her bagefter har vi grædt af grin og fået tårer i øjnene af alle de søde beskeder. Vi har været igennem dem en gang nu, men jeg glæder mig virkelig allerede meget til at læse dem igennem igen.