En veninde skrev og spurgte, om ikke jeg kunne hækle en omgang rugbrødsmadder. Og jo – det kunne jeg da godt.

Det var først halvvejs i projektet, det slog mig, hvor mange ender der skulle hæftes. Haaaaader montering og hæftning. Men er vi egentlig ikke mange, der gør det?
Nå. Men jeg synes ikke, at der var grund til at opfinde den dybe tallerken, når andre allerede har gjort det. Så jeg hoppede ind til  Garngrammatik og kiggede på madder. Og gik igang. Men fandt hurtigt ud af, at vores hæklefasthed ikke er den samme, så jeg endte med at skele til opskriften og freestyle resten. Det er nu egentlig også hyggeligt. 

Madderne blev vel modtaget. Og faktisk var arbejdet slet ikke så slemt, som jeg lige nåede at tænke, der ville blive.