Ja undskyld jeg bander. Her går jeg rundt, med høj musik og godt humør – og gør rent. Vinduespudseren er lige gået (og blev ærlig talt noget nervøs på hans vegne, da han satte et ben på hver sin side af vinduesrammen og begyndte at vaske. Vi bor altså på 2. sal, du). Er lige ved at have ryddet det sidste i stuen op, og skal ud i køkkenet og smide noget ud, da jeg mærker noget i foden. Kender I den der helt uforberedte forskrækkede smerte? AV!! Jeg skynder mig at prøve at hive det jeg har trådt på ud, men det bliver nærmere skubbet længere ind :( Så mig ud på badeværelset og hente pincet, skalpel og klohexidin(jeg render altid rundt i bare tæer så snart det minder om sommer) og så humpe ud på altanen, hvor der lige nu er meget sol, så jeg kan se noget.

Og hvad kan jeg se? Ikke en hujende fis. Men kan mærke noget derinde. Så må jeg jo under skalpellen – og efter noget tid og tålmodighed, kan jeg forsigtigt hive det ud. 1×2-3 mm noget-der-ligner-porcelæn! Avavav, tror da pokker, at det gjorde ondt.
Nu er det ude, og jeg har plaster på – gider ikke bløde på gulvet, og er nok heller ikke sundt at få alt for meget snavs i det hul jeg fik lavet. Øv.

Nå, men heldigvis går livet videre. Det var trods alt bare en splint af en eller anden art. Og hvor er her bare skønt i lejligheden – næsten rengjort og med nypudsede vinduer!